Rabiesvaccination - husk tidsfristen
Rabiesvaccinationen skal være givet senest 21 dage (3 uger) før afrejse, for at der kan udstedes et gyldigt pas. Det er den absolutte minimumsgrænse, og der er ikke indbygget nogen buffer, hvis noget undervejs skulle tage længere tid end forventet.
Derfor anbefaler vi, at I regner med ca. 4 uger i alt. Lægger man en uges margin oveni de 21 dage til at booke tid, få sat chip, få foretaget selve vaccinationen og efterfølgende få udstedt EU-pas, ender man naturligt på omkring 4 uger og det giver plads til uforudsete forsinkelser undervejs.
Vaccinen er herefter gyldig i 3 år. Er jeres hund eller kat allerede vaccineret mod rabies i forbindelse med det almindelige vaccinationsprogram, skal I blot sikre jer, at det er registreret korrekt i EU-passet.
Rejser I til Norge, Storbritannien, Irland, Malta eller Finland?
Disse lande stiller derudover krav om, at hunden er behandlet mod bændelorm (ræveorm) tidligst 120 timer og senest 24 timer før indrejse. Behandlingen skal dokumenteres af en dyrlæge, så husk at booke tid til det, inden I krydser grænsen.
Sådan kommer I bedst frem
Både bil, tog og fly kan lade sig gøre med hund eller kat, men de kræver forskellig forberedelse. I bil er der god mulighed for pauser undervejs, men pas på overophedning i varmt vejr. I tog kan mindre kæledyr ofte rejse gratis i transportkasse, mens større hunde kan kræve børnebillet. Med fly skal I kontakte flyselskabet i god tid, mindre hunde og katte kan ofte være med i kabinen, mens større hunde som regel skal i den opvarmede og trykregulerede lastrumsdel.
Vær opmærksom på smitsomme sygdomme i udlandet
Uden for Nordeuropa findes der sygdomme som babesiose og leishmaniasis, der spredes via flåter og sandmyg, og som vi ikke normalt ser herhjemme. Kontakt os gerne, inden I rejser, så vi kan rådgive om beskyttelse mod parasitter i det land, I skal besøge.